116
DOKTOR MOREAUS Ø.
Mulighed for, at Manden talte Sandhed. Men saa faldt der mig noget andet ind.
"Men," sagde jeg, "i Indhegningen saa jeg —"
"Det var Pumaen."
"Hør nu, Prendick," sagde Montgomery, "De er et dumt Asen. Kom nu op af Vandet og tag disse Revolvere og lad os saa snakke sammen. De kan da ikke være værre stillet ligeoverfor os, naar De gør det, end De er nu."
Jeg vil indrømme, at den Gang — og for Resten altid — nærede jeg Mistillid og Frygt for Moreau. Men Montgomery var et Menneske, hvem jeg følte, at jeg forstod.
"Gaa saa højere op paa Stranden," sagde jeg efter at have tænkt mig lidt om; og jeg tilføjede: "Men hold eders Hænder i Vejret."
"Det gaar ikke an," svarede Montgomery med et forklarende Kast med Hovedet henimod Dyremenneskene. "Man maa holde paa Værdigheden."
"Saa gaa op til Træerne," sagde jeg, "paa hvad Maade I selv vil."
"Det er en Fandens dum Ceremoni," sagde Montgomery.
Begge gjorde omkring og stod Ansigt til Ansigt med de seks eller syv groteske Skabninger, som stod her i Solskinnet — disse Væsener, som
