Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/124

Denne side er blevet korrekturlæst

114

DOKTOR MOREAUS Ø.


lød Moreaus rolige Stemme, "saa kan De sige, hvad De vil."

"Naa?" sagde jeg.

Han rømmede sig, tænkte sig om og raabte saa: "Latin, Prendick! Slet Latin! Skoledrenge-Latin! Men prøv paa at forstaa det. Hi non sunt homines, sunt animalia qui nos habemus .... vivisekeret[1]. Underkastet dem en menneskeliggørende Proces. Jeg skal forklare Dem det Hele. Kom i Land."

Jeg lo. "Jo, det er en nydelig Historie," svarede jeg. "De kan tale, bygge Huse, lave Mad. Nej, De har været Mennesker. Saadan lader jeg mig ikke lokke i Land."

"Der er dybt lige udenfor det Sted, hvor De staar .... og fuldt af Hajer."

"Det er netop noget for mig," svarede jeg. "Saa er det forbi i en Fart. Men jeg kan gøre Dem nogen Fortræd først."

"Vent et Øjeblik." Op af Lommen tog han noget, som glimtede i Solen, og lod denne Genstand falde ned for sine Fødder. "Det er en ladt Revolver," sagde han. "Montgomery her vil gøre

  1. Disse Væsener er ikke Mennesker, de er Dyr, som vi har vivisekeret.

    O. A.