Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/123

Denne side er blevet korrekturlæst

113

UNDERHANDLINGER.


som lytter! Ser I da ikke, at disse Mænd endnu frygter jer, at de vandrer om i Angst for jer? Hvorfor frygter I da dem? I er mange —"

"For Guds Skyld," skreg Montgomery, "hold op, Prendick!"

"Prendick!" skreg Moreau.

Og saa gav de sig begge to til at raabe i Munden paa hinanden som for at overdøve min Stemme. Bagved dem skulede Dyremenneskenes stirrende, forundrede Ansigter, deres vanskabte Hænder hang slapt ned og deres Skuldre ludede forover. De syntes, forekom det mig, at forsøge paa at forstaa mig og paa at erindre noget af deres Fortid som Mennesker.

Jeg vedblev at raabe, jeg husker knap hvad. At Moreau og Montgomery kunde dræbes — at man ikke behøvede at være bange for dem — det var Omkvædet paa, hvad jeg forklarede Dyrefolkene; det blev siden til Ulykke for mig selv. Jeg saa den grønøjede Mand i de mørke Pjalter, hvem jeg havde truffet Aftenen efter min Ankomst, komme frem mellem Træerne, og andre fulgte efter ham for bedr. at høre, hvad jeg sagde.

Til sidst holdt jeg inde af Mangel paa Vejr.

"Hør et Øjeblik paa, hvad jeg har at sige,"