112
DOKTOR MOREAUS Ø.
"Fordi det er bedre at drukne sig end at blive pint af Dem."
"Det sagde jeg Dem nok," sagde Montgomery, og Moreau svarede noget med sagte Stemme.
"Hvad har faaet Dem til at tro, at jeg vilde pine Dem?" spurgte Moreau.
"Hvad jeg har set," svarede jeg. "Og de derhenne."
"Hys!" sagde Moreau og løftede Haanden.
"Nej, jeg vil ikke tie." sagde jeg. "De har været Mennesker; men hvad er de nu? Jeg har i det mindste ikke Lyst til at blive ligesom de." Jeg lod Blikket glide forbi Moreau og Montgomery. Længere oppe paa Stranden stod M'ling, Montgomerys Tjener, og et af de hvidklædte Væsener fra Baaden. Endnu højere oppe, i Skyggen af Træerne, saa jeg min lille Abe-Mand og bagved ham nogle andre utydelige Skikkelser.
"Hvem er disse Skabninger?" sagde jeg, idet jeg pegede paa dem og løftede Stemmen mere og mere, for at de skulde kunne høre mig. "De har været Mennesker — Mennesker ligesom I selv, men I har indpodet en eller anden dyrisk Besmittelse paa dem og gjort dem til Trælle, skønt I frygter dem endnu. — I som lytter," raabte jeg til Dyremenneskene og pegede paa Moreau, "I
