111
UNDERHANDLINGER.
men lige henimod mig. Moreau fulgte langsommere efter med Hunden.
Tilsidst rev jeg mig ud af min uvirksomme Tilstand, vendte mig om mod Søen og begyndte at vade lige ud i Vandet. I Begyndelsen var det meget lavt. Jeg var kommen over fyrretyve Alen ud, førend det naaede mig til midt paa Livet. Utydeligt kunde jeg se Kystbæltets Havdyr fare af Sted for Fødderne af mig.
"Hvad er det, De gør, Menneske?" raabte Montgomery.
Jeg vendte mig om, staaende i Vand til midt paa Kroppen, og stirrede paa dem.
Montgomery stod pustende nede i Vandkanten. Hans Ansigt var højrødt af Anstrængelse, hans lange, blonde Haar hang i Tjavser om hans Hoved, og hans nedhængende Underlæbe viste hans uregelmæssige Tænder. Moreau kom netop til, med blegt og bestemt Ansigt; Hunden, som han holdt fast paa, gøede ad mig. Begge Mændene bar store Piske. Længere oppe paa Stranden stod Dyremenneskene og gloede.
"Hvad jeg gør? — Jeg drukner mig," sagde jeg.
Montgomery og Moreau saa paa hinanden. "Hvorfor det?" spurgte Moreau.
