110
DOKTOR MOREAUS Ø.
Øens Indre, gaa rundt langs Kysten, indtil jeg naaede deres Indhegning — saa at sige udføre en Flankemarsch? Og kunde jeg saa ikke bryde den lille Dør op — maaske slaa Laasen i Stykker med en Sten, som jeg kunde vriste løs af den daarligt byggede Mur — og se, om jeg kunde finde et eller andet Vaaben, en Kniv, en Pistol, eller lige meget hvad, til at bekæmpe dem med, naar de vendte tilbage? Her var i ethvert Tilfælde en Udsigt til at kunne sælge mit Liv dyrt.
Derfor drejede jeg mod Vest og vandrede af Sted langs med Strandkanten. Den nedgaaende Sol kastede sine blændende, hede Straaler lige ind i Øjnene paa mig. Stillehavets svage Flod rullede Vandet ind mod Stranden med lette Krusninger.
Snart efter drejede Kysten mod Syd, saa at jeg fik Solen paa højre Haand. Derpaa saa jeg pludselig et langt Stykke foran mig først een og saa flere Skikkelser dukke frem fra Krattet — Moreau med sin graa Jagthund, derefter Montgomery og to andre. Jeg standsede ved dette Syn.
De fik Øje paa mig og begyndte at gestikulere og komme nærmere. Jeg blev staaende og iagttog dem, mens de nærmede sig. De to Dyremennesker løb fremad for at afskære mig fra Krattet indenfor Strandbredden. Montgomery kom ogsaa løbende,
