Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/117

Denne side er blevet korrekturlæst

107

LOVEN.


jeg havde ikke Tid til at blive staaende og undre mig. Jeg drejede til højre og fulgte Bækkens Løb i det Haab at træffe Havet i den Retning og saaledes have det i min Magt at drukne mig. Først senere lagde jeg Mærke til, at jeg havde tabt min Stok i Faldet.

Snart efter naaede jeg et Stykke Vej, hvor Kløften blev snævrere, og traadte uden Betænkning ud i Bækken. Men jeg sprang op igen i en Fart, thi Vandet var næsten kogende hedt. Nu lagde jeg ogsaa Mærke til, at der flød et tyndt, svovlholdigt Skum paa dets boblende Overflade. Et Øjeblik efter kom jeg til en Drejning i Kløften og fik Øje paa den uendelige, blaa Horisont. Havet laa tæt ved og glimtede i Solen som Tusinder af slebne Ædelstene. Jeg saa min Død for mig.

Men jeg var hed og pustede. Jeg følte ogsaa en triumferende Glæde over at have vundet et Forspring for mine Forfølgere. Jeg havde i det Øjeblik ingen Lyst til at gaa ud og drukne mig. Blodet løb for varmt gennem mine Aarer.

Jeg stirrede tilbage i den Retning, jeg var kommen fra. Jeg lyttede. Der var ikke en Lyd at høre, undtagen Myggenes Surren og en Piben af nogle smaa Insekter, som hoppede om mellem Tornene.