106
DOKTOR MOREAUS Ø.
at give efter under mine Fødder; men jeg var desperat, styrtede mig ud i Moradset, vadede igennem, skønt jeg sank i til Knæene, og naaede saaledes en Sti, der snoede sig mellem høje Rør. Støjen af mine Forfølgere passerede forbi paa min venstre Side. Et Steds sprang tre løjerlige, lyserøde, hoppende Dyr, omtrent saa store som Katte, op foran mine Fødder. Denne Sti gik op ad Bakke, henover en anden aaben Slette bedækket med en hvid Skorpe, og derpaa igen ind i et Krat af Rør.
Pludselig drejede Stien uventet brat af og løb parallelt med Randen af en stejl Kløft, om hvis Eksistens jeg ingen Anelse havde, — ligesom disse dybe Grøfter i engelske Parker, Grøfter, som man ikke ser, førend man er lige ved dem. Jeg løb endnu af alle Kræfter og opdagede ikke denne Afgrund, førend jeg foer paa Hovedet gennem Luften.
Jeg faldt paa Armene og Hovedet iblandt Tjørne og rejste mig op med et forrevet Øre og et blødende Ansigt. Jeg var falden ned i en brat Kløft fuld af Stene og Tjørne, hvor en dampende Taage bølgede om mig i lette Skyer, og en smal lille Bæk, fra hvilken denne Taage kom, snoede sig gennem Midten af Kløften. Jeg var forbavset over denne lette Taage i det fulde, klare Solskin, men
