102
DOKTOR MOREAUS Ø.
til at slide med Tænder og Hænder i Planternes Rødder og snuse i Jorden .... Det er ondt."
"Ingen kan undslippe," gentog Mændene i Døren.
"Somme gaar omkring og flaar Barken af Træerne, somme kradser i Jorden paa de Dødes Grave; somme slaas med Panderne, Fødderne eller Kløerne; somme bider pludselig og uden Anledning; somme holder af Urenlighed."
"Ingen kan undslippe," sagde Abe-Manden og kradsede sig paa Læggen.
"Ingen kan undslippe," gentog det lille, blegrøde Væsen, der lignede et Dovendyr.
"Straffen er haard og sikker. Derfor lær Loven. Sig Ordene," og straks begyndte han igen paa Lovens sælsomme Litani, og jeg og alle disse Væsener gav os paany til at synge og rokke. Det svimlede for mig af denne Pjatten og Hulens beklumrede Stank, men jeg blev ved, i Haab om snart at rinde en Mulighed for at lære disse Væsener nærmere at kende. "Ikke gaa paa alle fire; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
Vi gjorde et saadant Spektakel, at jeg ikke lagde Mærke til en Tummel udenfor, førend een — jeg tror, det var en af de to Svinemænd, som jeg havde set — stak Hovedet ind over det lille,
