97
LOVEN.
"Det er et Menneske. Han maa lære Loven."
Jeg begyndte nu at skælne en endnu mørkere Genstand inde i Mørken, det svage Omrids af en sammenkrøben Skikkelse. Saa lagde jeg Mærke til, at to nye Hoveder formørkede Døraabningen. Jeg greb fastere om min Stok. Væsenet i Mørket gentog med lydeligere Stemme: "Sig Ordene." Jeg havde overhørt dets sidste Bemærkning. "Ikke gaa paa alle fire; det er Loven," gentog det i en syngende Tone.
Jeg tav forbløffet. "Sig Ordene," gentog Abe-Manden og Skikkelserne i Døren med en truende Klang i Stemmerne. Jeg indsaa, at jeg var nødt til at gentage denne idiotiske Sætning. Og saa begyndte den mest fjollede Ceremoni. Stemmen i Mørket istemte et vanvittigt Litani, Linie for Linie, og jeg og de Øvrige gentog det. Medens de gjorde det, rokkede de fra Side til Side og daskede sig med Hænderne paa Knæene, og jeg fulgte deres Eksempel. Jeg kunde have indbildt mig, at jeg allerede var død og i en anden Verden. Den mørke Hytte. disse groteske, utydelige Skikkelser, hist og her bestraalede af et svagt Lysskær, og allesammen rokkende og syngende i Kor:
"Ikke gaa paa alle fire; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
