93
MENNESKEJAGT.
henover hvilken der stødvis drev en Damp, som sved i Øjnene og stak i Næsen. Til højre, over en nøgen Klippekam, saa jeg Havets blaa Flade. Stien snoede sig brat ned i en snæver Kløft mellem to sammenklemte og knudrede Masser af sorte Slagger. Her begav vi os ned.
Der var overordentligt mørkt nede i denne Gang, efter at vi havde gaaet i det blændende Solskin, der kastedes tilbage fra den svovlholdige Jordbund. Væggene blev stejle og nærmede sig mere og mere til hinanden. Grønne og røde Pletter dansede for mine Øjne. Paa een Gang standsede min Fører. "Hjemme," sagde han. Jeg stod her i en Kløft, hvor der i Begyndelsen var fuldstændigt mørkt for mine Øjne. Jeg hørte sælsomme Lyde og gned mine Øjne med venstre Haands Knoer. Jeg mærkede en ubehagelig Lugt, ligesom i et snavset Abebur. Ovenover mig udvidede Klippespalten sig til en jævn, solbeskinnet, græsklædt Skrænt, og paa begge Sider gled en smal Lysstrime ned i Mørket.
