92
DOKTOR MOREAUS Ø.
Min abeagtige Ledsager travede af Sted ved min Side med nedhængende Hænder og fremskudt Underkæve. Jeg gad nok vide, hvor megen Hukommelse han havde. "Hvor længe har du været her paa Øen?" spurgte jeg.
"Hvor længe?" sagde han. Jeg gentog mit Spørgsmaal, og han strakte tre Fingre til Vejrs. Denne Skabning var ikke stort bedre end en Idiot. Jeg forsøgte paa at finde ud af, hvad han mente dermed, men det lod til, at mine Spørgsmaal kedede ham. Efter at jeg endnu et Par Gange havde spurgt ham om noget, forlod han mig pludselig og sprang til Vejrs efter en Frugt, der hang ned fra et Træ. Han rev en Haandfuld tornede Bælge af og gik videre, gumlende paa deres Indhold. Jeg lagde Mærke dertil med en vis Tilfredsstillelse, thi her var i det mindste et Vink om noget Spiseligt. Jeg prøvede at rette nogle flere Spørgsmaal til ham, men hans pludrende, rappe Svar var som Regel fuldstændigt meningsløse. Nogle faa passede, men andre var helt papegøjeagtige.
Jeg var saa optaget af disse Særegenheder, at jeg næppe lagde Mærke til den Sti, som vi fulgte. Snart efter naaede vi nogle helt brune og forkullede Træer og kom saa ud paa en aaben Plet, hvor Jorden var bedækket med en gulhvid Skorpe, og
