5
senere Aar var dog Forbruget tiltaget i den Grad, at enkelte Kullejer vare blevne udtømte lige til deres mindste Aarer. I disse forladte Miner var Jorden nu til ingen Nytte gennemhullet og gennemfuret paa Kryds og paa tværs af udtømte Skakter og øde Gange.
Dette var netop Tilfældet med Kullejerne i Aberfoyle. For ti Aar siden var den sidste Tønde Kul hejset op af disse Gruber. Alt det Materiel, man havde brugt dernede i Skakterne: Maskinerne, Vognene, Skinnerne, Apparaterne til Luftfornyelse, Kasser og Kurve — kort sagt alt, hvad Bjergmændene havde brugt under deres Færden i Jordens Skød, var blevet hejset op fra Dybet og opstillet rundt omkring paa Jorden ovenfor.
Det eneste, der var blevet tilbage dernede, var de lange Træstiger, ad hvilke man gennem Yarow-Skakten kunde naa ned i Dochart-Grubens Gallerier.
Det var en sørgelig Dag, da Bjergmændene for sidste Gang forlod den Mine, i hvilken de havde levet saa mange Aar. Ingeniøren, John Starr, havde samlet hele Kulværkets mange Hundreder af flittige og modige Arbejdere omkring sig: Huggerne, Vognpersonalet, Førerne, Tømrerne, Hejserne, Smedene og Maskinfolkene — Mænd og Kvinder, Oldinge og Børn, alle flokkedes de paa Dochart-Skaktens uhyre Oplagsplads, hvor tidligere de umaadelige Kulforraad havde ligget opdynget.
Disse brave Folk, som nu i Kampen for Tilværelsen maatte spredes til alle Verdens Kanter, de, som Slægt efter Slægt havde boet og bygget her i det gamle Aberfoyle, ventede nu blot de sidste Afskedsord fra deres Ingeniør, inden de drog bort for stedse. Kulkompagniet havde som Belønning ladet det sidste Aars Overskud
