82
Der var nu ikke andet at gøre end at indrykke en Bekendtgørelse og et Signalement af John Starr i alle Landets mest læste Blade og saa rolig afvente, hvad det vilde føre til. Ængstelsen og Spændingen voksede Dag for Dag. Englands lærde Verden begyndte allerede at tro, at den ved et Ulykkestilfælde var bleven berøvet et af sine mest fremragende Medlemmer.
Medens Offenligheden var urolig for John Starr, var Jack Ryan ikke mindre bekymret for Harry. Den i Bladene indrykkede Bekendtgørelse angaaende Ingeniørens Forsvinden var ganske vist endnu ikke kommen Jack for Øje; men man vil erindre, at han, da han paa Vejen op af Yarow-Skakten mødte Harry, indbød denne til om otte Dage at komme til Festen i Irvine.
Harry havde modtaget Indbydelsen og udtrykkelig sagt, at han skulde nok komme, og Jack vidste, at hans tidligere Kammerat var en Mand, der holdt Ord: hvad han lovede, det var allerede saa godt som sket.
Ved Festen i Irvine syntes Jack, at alt var fuldendt, som det skulde være, — men — Harry Ford kom ikke. Jack var først nær ved at blive vred paa ham; thi hans Barndomsvens Udeblivelse gjorde det helt af med hans gode Humør, saa at de Sange, han foredrog, langt fra gjorde den stormende Lykke, som de plejede. Den brave Fyr var i høj Grad optaget af at spekulere paa, hvad Grunden vel kunde være til Harrys Udeblivelse, for han kunde jo sige sig selv, at det maatte være særdeles alvorlige Omstændigheder, der havde tvunget Harry til at bryde sit Løfte. Jack Ryan foresatte sig derfor at tage med Jærnbanen til Glasgow næste Dag, den 13de December, for derfra at begive sig til Dochart-Gruben.
