81
Venner ind, at han kunde have begivet sig til Aberfoyles Kulværker. Man vidste, hvor lidt Lyst han havde til at gense den sørgeligt øde Skueplads for sin tidligere Virk- Virksomhed. Han havde aldrig sat sin Fod der, siden det sidste Stykke Kul blev bragt op til Dagens Lys. Da det nu viste sig, at han dog var gaaet i Land fra Damperen ved Stirlings Landingsplads, satte man nogle Undersøgelser i Gang paa dette Punkt, men desværre uden Resultat: intet Menneske i Grevskabet havde set noget til Ingeniøren.
Den eneste, der kunde have givet en nogenlunde tilfredsstillende Oplysning, var Jack Ryan, der jo havde mødt ham paa en Trappeafsats i Yarow-Skakten; men denne unge Mand arbejdede, som vi véd, paa en Forpagtergaard, der laa henved en halv Snes Mil derfra, og han havde naturligvis ikke Anelse om, at man i Edinburgh var urolig over John Starrs Forsvinden. Otte Dage efter hans Besøg i Dochart-Gruben vilde Jack Ryan ved Festen i Irvine have foredraget sine glade Sange lige saa godt og fornøjeligt som han saa ofte tidligere havde gjort, hvis ikke ogsaa han paa den Dag var bleven grebet af en vis Uro, om hvilken vi snart skulle fortælle videre. —
Ikke alene i Hovedstaden, men i hele Skotland var John Starr en saa bekendt og almindelig agtet Mand, at hans Forsvinden umuligt kunde gaa upaaagtet hen. Edinburghs Overborgmester og Byraad, Embedsmænd og Raadmænd, der næsten alle vare Ingeniørens gode Venner og bekendte, lod nu i Forening anstille omfattende Undersøgelser, og Udsendinge rejste af Sted til alle Egne af Landet for at eftersøge ham… frugtesløse Anstrengelser!
