75
»Jeg mente ogsaa kun, at vi for Øjeblikket slet ikke véd, under hvilket Punkt af Jordens Overflade, vi egentlig befinder os.«
Pludselig udbrød Harry: »Hør!« Hans øvede Øre havde opfanget en fjern Larm, der forekom ham at ligne en dæmpet Mumlen. Alle fulgte den unge Bjærgmands Eksempel og lyttede nogle Øjeblikke anspændt. De hørte ligeledes en fjern, rullende Lyd, der skiftevis blev stærkere og svagere.
Simon Ford brød Stilheden og sagde: »Det lyder livagtig, som om Transportvognene allerede rullede lystig af Sted paa Ny-Aberfoyles Skinner.«
»Jeg tror, at det er Lyden af Bølger, der ruller mod Strandbredden deroppe,« sagde Harry.
»Vi kan dog vel ikke være under Havet her,« mente Simon Ford.
»Just ikke det,« svarede Ingeniøren, »men det er er jo ikke utænkeligt, at vi kunde befinde os under Katrinesøen.«
»Saa maa Jordlagene oven over os have en meget ringe Tykkelse, siden man saa tydelig kan høre Vandets Brusen.«
»Ja, det er højst rimeligt,« svarede John Starr, »denne Hvælving er jo meget høj; men iøvrigt er det vistnok meget daarligt Vejr deroppe, og Søens Bølger er vel i Dag lige saa høje som Fjordens.«
»Naa, ligemeget,« sagde Simon Ford, »Stenkullene er lige gode, om de ligger under Søen eller ej. Det vilde i hvert Fald ikke være første Gang, at man gaar helt ind under selve Oceanet for at faa fat i Kul og
