73
standsede. »Et Skridt videre, og vi styrter maaske i en Afgrund!«
»Lad os hvile os lidt, mine Venner,« sagde Ingeniøren. »Vi maa snart begynde at tænke paa at vende tilbage.«
»Vor Lampe kan holde ud i ti Timer endnu!« sagde Harry.
»Lad os alligevel gøre Holdt!« svarede Ingeniøren, »Jeg tilstaar, at mine Ben trænger til det. Er De, Mary, slet ikke anstrengt af den lange Tur?«
»Nej, ikke videre,« svarede Skotlænderinden, »men vi ere jo ogsaa saa vant til at strejfe hele Dage om i Gruberne.
»Ja,« tilføjede Simon, »Mary kunde saamænd godt gaa denne Vej ti Gange, om det skulde være. — Naa, Hr. Ingeniør, var min Meddelelse saa ikke nok alle de Besværligheder værd, som den har forvoldt Dem.«
»Gamle Ven, De har beredt mig en saa stor Glæde, som jeg ikke har haft i mange Tider! Den Smule, vi har set af denne Vidundergrube, synes at tyde paa, at den har en meget stor Udstrækning.«
»Ja, det indestaar jeg for, — mit Bjærgmandsinstinkt har endnu aldrig slaaet fejl.«
»Saa vidt jeg efter denne korte og overfladiske Undersøgelse kan dømme, har vi her Betingelserne for en Virksomhed, der kan vare flere Aarhundreder.«
»Aarhundreder!« udbrød Simon, »ja, det tror jeg! Jeg er overbevist om, at disse Kul ikke vil slippe op i det første Aartusinde.«
»Ja, Gud give det maa vare saa længe,« svarede
