63
altsaa virkelig et nyt Kullag, som vore Boreforsøg ikke har truffet paa. Det er kun beklageligt, at alle Værkets Driftsmaskiner nu er borte eller forfaldne, saa at der maa anskaffes nye. Men ligemeget! Vi har igen fundet den Aare, som vi troede udtømt, og denne Gang skal vi nok udnytte den lige til sidste Smule.«
»Naa, saa fortryder De altsaa ikke, Hr. Ingeniør, at jeg ulejligede Dem med dette Besøg i Dochart-Gruben?« spurgte Simon Ford.
»Nej, gamle Ven, det gør jeg sandelig ikke. Men lad os nu vende tilbage til Deres Bolig. I Morgen tidlig vil vi begive os herhen igen og sprænge Væggen med Dynamit. Hvis vi saa træffer paa Kullaget selv, skal vi snart ved Boreforsøg lære dets Udstrækning og Tæthed at kende, og saa skal jeg nok i en Fart faa dannet et »Ny Aberfoyle-Kulkompagni« — til stor Glæde for de tidligere Aktionærer. Endnu inden tre Maaneders Forløb skal det nye Kullejes første Transportvogne være i fuld Gang.«
»Det er et Ord!« udbrød Simon Ford glad. »Den gamle Grube bliver ung paany, de gamle Dage med deres raske Liv, med Spidshakkernes Slag og Sprængningernes Torden, med Vognenes Raslen, Hestenes Vrinsken og Dampmaskinernes Stønnen — alt det vil igen begynde, inden kort Tid er alt som i gamle Dage her i vor kære Grube! — Ja, for jeg haaber da, Hr. Starr, at De ikke vil anse mig for altfor gammel og aflægs til atter at indtage min Post som Formand?«
»Nej, kære Simon, det kan De stole paa! De er jo i de ti Aar næsten bleven yngre, gamle Kammerat.«
»Og De vil igen være vor Direktør, ikke sandt?
