60
de Steder, hvor han og Harry endnu den foregaaende Dag havde mærket Gasudstrømning. Den gamle Bjergmands Arm rystede, medens han lod Lampen glide hen over alle Revnerne i Skiferstenen.
»Prøv du, Harry«, sagde han.
Harry tog Stokken og holdt ligeledes efterhaanden Lampen hen til alle Revnerne. Men han rystede paa Hovedet; thi han hørte ikke noget til den svage Piben eller Susen, man ellers altid plejer at kunne høre, hvor der strømmer Kulgas ud. Det var altsaa aabenbart, at der end ikke piblede den mindste Smule Gas ud gennem Væggen.
»Intet!« udbrød Simon Ford og knyttede harmfuld Hænderne.
I det samme gav det ligesom et Ryk i Harry, og han udstødte et dæmpet Skrig.
»Hvad er der paa Færde?« spurgte John Starr.
»Revnerne er blevet tilstoppede!«
»Tilstoppede?« udbrød Simon Ford.
»Ja, — se selv, Fader!«
Harry havde ikke taget fejl. Man saa' nu ved Lampens Skær ganske tydelig, at nogen havde tilstoppet Revnerne. Det var klart, at det maatte være sket for ganske nylig, og det viste sig som lange, hvidlige Striber, bestaaende af Kalk, der kun daarlig dækkedes af det Kulstøv, man havde gnedet ovenpaa.
»Det er ham igen!« raabte Harry, »dette kan kun være hans Værk!«
»Hvem?« spurgte Ingeniøren.
»Ham, denne hemmelighedsfulde ubekendte, der
