52
Det forekom mig, at det var Bjergværkets Sjæl, som den førte bort med sig.«
Den Sindsbevægelse, hvormed den gamle Formand udtalte disse Ord, bemægtigede sig ogsaa Ingeniøren, der saa godt forstod hans Følelser. Det var de samme, som Sømanden har, naar han maa forlade sit sønderslaaede Skib, eller den forarmede Adelsmand, der ser sine Forfædres stolte Herresæde synke i Grus.
John Starr havde grebet Simon Fords Haand og trykkede den hjertelig. Simon besvarede Haandtrykket og sagde langsomt og med Vægt:
»Den Dag tog vi dog alle Fejl! Nej, den gamle Kulgrube var ikke død! Det var ikke noget Lig, som Bjergmændene dengang forlod, og jeg tør passtaa, at dens Hjerte slaar endnu!«
»Hvad siger De, Simon! Har De fundet et nyt Lag?« raabte Ingeniøren aldeles ude af sig selv. »Ja, jeg vidste det nok: Deres Brev kunde jo kun have den Betydning. En Meddelelse af Interesse for mig — og tilmed i Dochart-Gruben! Hvad andet end Opdagelsen af en ny Kulaare skulde ellers have særlig Interesse for mig?«
»Jeg vilde ikke lade nogen vide det mindste derom, før De vidste det.«
»Deri gjorde De vel, Simon. Men sig mig, ved hvilke Undersøgelser har I overbevist jer om…?«
»Ja, nu skal De høre. Selve Kullaget har jeg endnu ikke fundet…«
»Hvad da?«
»Kun et haandgribeligt Bevis for, at der virkelig er et saadant.«
