47
faste Tro paa noget, selv om dette noget er nok saa urimeligt.
Det var i denne urokkelige Overbevisning, at Fader og Søn nu i ti Aar, Dag efter Dag, vare gaaede ud med Hakke, Stok og Lampe for at undersøge Klippevæggene og, om muligt, finde nye Skatte.
Samtidig havde begge disse Kulgrubens trofaste Vogtere stadig deres Opmærksomhed henvendt paa dens Vedligeholdelse. De prøvede, om der nogetsteds var Grund til at befrygte Sammenstyrtninger, de eftersporede de Sprækker, hvorfra Regnvandet sivede ud, og de gravede Afløbsrender, i hvilke det blev ledet hen til en eller anden Brønd. Kort sagt, de tjente frivillig som Beskyttere og Opretholdere af dette uproduktive Anlæg, hvorfra der fordum var udgaaet saa store Rigdomme, som nu forlængst vare gaaede op i Røg.
Det var paa nogle af disse Udflugter, at Harry havde gjort forskellige paafaldende Iagttagelser, hvis Aarsag han ikke kunde forklare sig.
Saaledes troede han ofte, naar han gik igennem et eller andet Galleri, at høre en Larm, som om der blev slaaet med kraftige Slag af en Spidshakke paa Væggen i en af Minegangene.
Da han ikke lod sig skræmme hverken af noget overnaturligt eller af noget naturligt, havde han stadig skyndt sig hen til Stedet for at komme paa Spor efter Aarsagen til denne besynderlige Lyd. Men Galleriet var altid øde og tomt. Han lyste med sin Lampe hen langs Væggene uden at opdage den mindste Antydning af, at den fornylig var bleven bearbejdet med Økse eller Hakke.
