45
samles om Aftenen og fortælle hverandre gamle, eventyrlige Sagn. Skønt der i dette Land sørges godt for Folkets Oplysning, har denne dog ikke formaaet at føre de ovennævnte Sagn tilbage til det, de i Virkeligheden ere, nemlig Hjernespind.
Her tro mange endnu stadig paa Aander og Spøgelser, Trolde og Feer, og denne Overtro er naturligvis ikke mindst udbredt blandt Arbejderbefolkningen i Kulgruberne. Hvem har i den mørke, stormfulde Nat bragt Jordlagene til at styrte sammen? Hvem skulde have antændt den pludselig udstrømmende Kulgas, der dræber som et Lyn, og som bevirker de frygtelige Eksplosioner — undtagen netop en Bjergaand?
Det er i det mindste den almindelige Mening blandt de overtroiske Skotter, der selv ved ganske naturlige Begivenheder ofte tro paa overnaturlige Magters Indgriben.
I Aberfoyle var der tilmed i den senere Tid forekommet nogle hidtil uforklarlige Tilfælde, der havde givet den store Mængdes Lettroenhed ny Næring. —
En af de mest overtroiske var Jack Ryan, Harrys Arbejdskammerat, der desuden havde særlig Interesse af alt overnaturligt: han lavede Sange derom, og dem foredrog han i de lange Vinteraftener under stort Bifald.
Men Jack Ryan var ikke den eneste, der var over- troisk: hans Kammerater bekræftede alle, at det ikke var rigtigt fat i Aberfoyle-Gruberne, og at der huserede aandeagtige Væsener dernede. Naar man hørte disse Folk tale saaledes, maatte man næsten tro paa deres Fortællinger. Der kan jo næppe heller tænkes noget bedre Opholdssted for Trolde, Bjergaander, Spøgelser og
