43
urolig, det anonyme Brev havde just heller ikke beroliget ham, og da man havde rejst sig fra Bordet, gik han ud for at have et vaagent Øje med Omgivelserne. —
»Det er virkelig en prægtig Søn, I har der, kære Venner,« bemærkede John Starr.
»Ja, han er en god og flink Dreng,« sagde Simon.
»Holder han nu ogsaa af at bo hernede hos jer?«
»Han vilde ikke for nogen Pris forlade os.«
»Har I da ikke tænkt paa engang at lade ham gifte sig?«
»Harry? gifte sig! Med hvem skulde det mon være? Maaske med en Pige dér oppe fra, som render til Fester og Dans, og som vilde foretrække sin Landsby for vor Hule? Nej, det kunde Harry aldrig falde paa.«
»Men du vil da ikke forlange,« mente Moderen, »at Harry aldrig maa tage sig en Kone…«
»Jeg vil slet ikke forlange noget,« afbrød Simon hende. »Men det har jo heller ingen Hast. Hvem ved, vi kunne maaske finde en til ham.«
I det samme traadte Harry ind ad Døren, og man talte ikke mere om dette.
»Naa, kære Simon,« sagde Ingeniøren, »jeg er lutter Øre.«
»Ja, Hr. Starr, jeg har ikke saa meget Brug for Deres Ører som for Deres Ben. Har De faaet hvilet Dem ud?«
»Jeg er parat til at følge Dem, hvorhen det saa skal være.«
»Harry, tænd os Sikkerhedslamperne.«
»Bruger I Sikkerhedslamper?« udbrød Ingeniøren i største Forbavselse, — der var jo nu ingen Grund
