38
Mary brød sig heller ikke noget om den store, larmende Verden deroppe, hun havde nok i sin egen, fredelige lille Verden nede i den mørke Grube, hvor hun var Solskinnet, og hvor det syntes disse tre Mennesker en Lykke at leve med hverandre.
Det var altsaa til dette Sted, at John Starr nu kom. Ingeniøren blev ventet med Længsel. Simon Ford havde staaet længe uden for sin Dør og i spændt Forventning stirret i den Retning, hvorfra de maatte komme, og da han endelig langt borte saa' det flakkende Lys fra Harrys Lampe, gik han hurtig sin tidligere Direktør i Møde.
»Velkommen, Hr. Starr!« raabte han, saa det gav Genlyd i de store Gallerier. »Hjertelig velkommen i Deres gamle Formands Hytte. Selv om vi bor 1500 Fod under Jorden, har vi ikke glemt at være gæstfri.«
»Hvordan har De det, kære Simon?« spurgte Ingeniøren og trykkede hjertelig sin Værts Haand.
»Jo Tak, i bedste Velgaaende, som De ser, — her bliver man aldrig syg, vi kender ikke noget til Deres pludselige Omslag i Vejret deroppe. De fine Damer, som maa rejse til Newhaven eller Porto-Bello[1] om Sommeren for at faa et Par Mundfulde frisk Luft, de gjorde sandelig bedre i at tilbringe et Par Maaneder her nede: her vilde de ikke gaa og faa Snue saadan som oppe i de vaade Gader.
»Det er meget muligt, at De har Ret,« svarede John Starr, der var glad over at træffe sin gamle Formand
aldeles uforandret. »Jeg gad egenlig nok vide, hvorfor
- ↑ Badesteder i Nærheden af Edinburgh.
