Side:Det sorte Indien.djvu/39

Denne side er blevet korrekturlæst

35

Deres »Hytte« dér nede, 1500 Fod under Jordens Overflade, var nu engang deres Lyst og Glæde.

Simon Ford bar sine tresindstyve Aar godt. Høj, kraftig og rank, som han var, kunde han godt gaa for en af de raskeste »Jens«er paa hele Egnen, der dog var bekendt for at levere mange af de kønneste Soldater til Højlandsregimenterne. Han hørte til en ældgammel Bjergmandsfamilie. ­— —

Uden at indlade sig paa at efterforske, hvorvidt de gamle Grækere og Romere have kendt Stenkul, eller om Kineserne maaske allerede længe før Kristi Fødsel forstod at udnytte deres Kulminer, kan man dog med Bestemthed sige, at Englands Kullejer vare de første, der bleve bearbejdede efter en ordnet Plan. Allerede i det 11te Aarhundrede fordelte Vilhelm Erobreren Udbyttet af Newcastle-Kulværkerne blandt sine Vaabenfæller.

Hen imod Slutningen af det 13de Aarhundrede omtales Skotlands og Wales's Kuldistrikter. Omtrent paa den Tid trængte Simon Fords Forfædre ned i de skotske Kullejer for, Slægt efter Slægt, Søn efter Fader, aldrig mere at forlade dem. De vare næsten som Galejslaver lænkede til Arbejdet i Gruberne. Der er endogsaa dem, der hælde til den Anskuelse, at Kulminearbejderne paa den Tid virkelig have været Slaver. Endnu i det 18de Aarhundrede var denne Mening saa udbredt i Skotland, at man endog engang var bange for, at de tyve Tusind Bjergfolk fra Newcastle skulde rejse sig for at tilkæmpe sig en Frihed — som de troede, de ikke besad.

Hvordan dette nu end forholder sig — Simon Ford følte en vis Stolthed ved at kunne regne sig til de skotske Kulminearbejdere. Han havde med sine egne Hænder