28
»Dengang, da jeg var i din Alder, kunde jeg ogsaa med Lethed gaa helt ned til Bunden uden at behøve at standse en eneste Gang under Vejs for at trække Vejret. — Lad os nu komme videre.«
Men netop som de skulde til at forlade Afsatsen, lød der dybt nede fra Skakten en Stemme op til dem. Den kom nærmere og nærmere og blev for hvert Øjeblik mere tydelig.
»Hvem kan det være, der kommer dernede fra?« spurgte Ingeniøren, idet han holdt Harry tilbage.
»Det kan jeg ikke begribe,« svarede den unge Bjergmand.
»Er det mon ikke din Fader?«
»Nej, ham kan det ikke være.«
»Saa er det vel en eller anden Nabo.«
»Nej, vi har slet ingen Naboer der nede i Gruben, vi bor ganske alene for os selv.«
»Lad os saa lade denne ubekendte passere. Det er jo Skik og Brug i Gruberne, at de, der stiger ned, skal gaa af Vejen for dem, der stiger op.«
Stemmen lød nu højt og tydelig, og snart naaede nogle Ord af en skotsk Sang deres Øre.
»Det er »Sangen fra Søerne«!« udbrød Harry. »Jeg skulde tage meget fejl, om det ikke er Jack Ryan.«
»Og hvem er da den Jack Ryan, som synger saa udmærket?«
»En gammel Kammerat fra Gruben,« svarede Harry, idet han bøjede sig frem over Afgrunden og raabte højt: »Halløj! er det Jack?«
Javel! — er det dig, Harry!« lød Svaret, »vent lidt, saa kommer jeg.« Og atter hørte man den kønne Sang.
