26
Vinden, og her stod en faldefærdig Bro, der gyngede og knagede. Det hele frembragte et saadant Indtryk af Forladthed og Trøstesløshed, som hverken Ruinerne af det mest forfaldne Slot eller Synet af en ødelagt Fæstning kan frembringe.
»Et forfærdeligt Øde!« udbrød John Starr og saa' paa den unge Mand, der rystede paa Hovedet og tav.
De gik nu begge ind under det Bræddetag, der dækkede Mundingen af Yarow-Skakten. Herfra førte der endnu Stiger ned, selv til Grubens nederste Gange.
Ingeniøren bøjede sig ud over Mundingen. Her hørte man tidligere en stærk Susen af den Luft, der sugedes op af Ventilatorerne[1]; nu var det en dødsstille Afgrund ligesom et Krater i en udslukt Vulkan.
Her havde dengang været anbragt forskellige sindrigt konstruerede Maskiner og snilde Mekanismer. Saaledes havde man haft smaa Vogne med Faldskærme, der slog sig op af sig selv og sagtnede Vognenes Fart, naar de rutschede ned ad Træbanerne.
Nu var der i Yarow-Skakten kun en lang Række Stiger, der omtrent ved hver 50 Fod vare adskilte ved smalle Afsatser. Ad tredive saadanne Stiger naaede man ned til Bunden af det underste Galleri i en Dybde af 1500 Fod. Dochart-Gruben havde kun denne ene Nedgang. Luften dernede fornyedes stadig igennem Yarow-Skakten, idet man ved flere Gallerier havde sat denne i Forbindelse med en anden Skakt, hvis Munding laa noget
højere, saaledes at der tilvejebragtes et stadigt Kredsløb,
- ↑ Apparater til Fornyelse af Luften.
