205
Nu nærmede Toget sig, efter at det først i festligt Optog var gaaet omkring Malcolmsøen. I dette Øjeblik tonede Orgelet, og Parrene begav sig med den gamle Præst i Spidsen op til Alteret.
Præsten nedbad først Himlens Velsignelse over hele Forsamlingen. Derpaa traadte Nelly og Harry alene frem foran Herrens Tjener, som stod med Bibelen i Haanden.
»Harry Ford,« sagde Præsten, »vil De tage Nelly til Deres Hustru, og sværger De stedse at bevare hende i trofast Kærlighed?«
»Det sværger jeg!« svarede den unge Mand med fast Stemme.
»Og De, Nelly,« vedblev Præsten, »vil De have Harry Ford til Ægtefælle, og…«
Den unge Pige havde endnu ikke faaet Tid til at svare, da der udenfor hørtes en forfærdelig Larm.
En af de mægtige Klipper, der hang ud over Søen omtrent hundrede Skridt fra Kapellet, havde pludselig løsnet sig uden nogen foregaaende Eksplosion, som om dens Fald allerede længe havde været forberedt.
Nu styrtede Vandet under den ned i en Afgrund, om hvis Tilværelse ingen hidtil havde havt nogen Anelse.
Straks efter dukkede en Baad op midt imellem Klippestykkerne og dreves ved et kraftigt Stød midt ud paa Søen.
I denne Baad stod en Olding i en mørk Munkekutte. Hans lange, hvide Skæg hang ned over Brystet, og hans Haar strittede vildt.
I Haanden holdt han en Davysk Lampe, inden i hvilken der brændte en klar Flamme, beskyttet af det omgivende Sikkerhedsnet.
