202
John Starr anstillede stadig de omhyggeligste Undersøgelser efter den gamle Silfax. Da den hævnlystne Olding havde forsikret, at Nelly aldrig skulde blive Harrys Kone, maatte man antage, at han ikke for nogen Pris vilde lade sig afskrække fra at gøre, hvad han kunde, for at forhindre denne Forbindelse. Det bedste vilde være at bemægtige sig hans Person uden iøvrig at gøre ham Fortræd. Man gennemsøgte alle Gangene indtil de øverste Etager, som lob ud i Nærheden af Irvine ved Dundonald-Castle's Ruiner; thi man antog, og sikkert med Rette, at Silfax ad Vejen til Slotsruinen vedligeholdt sin Forbindelse med Oververdenen for enten ved Indkøb eller Rapseri at skaffe sig de nødvendige Levnetsmidler til sin elendige Tilværelse. Med Hensyn til »Ildheksene« var John Starr nu overbevist om, at den gamle Silfax af og til havde antændt mindre Mængder af den Kulgas, som udvikledes i denne Del af Gruben, og derved fremkaldt hint oftere iagttagne Fænomen. Heri tog han heller ikke fejl. Men desværre vare alle Undersøgelser desangaaende ganske uden Resultat.
John Starr følte sig meget ilde til Mode under denne uafladelige Kamp mod et saa at sige uangribeligt Væsen, men han lod dog ingen mærke noget dertil. Hans Bekymring blev større og større, jo mere Bryllupsdagen nærmede sig. Han ansaa det da for sin Pligt at meddele gamle Formand sine Tanker, og denne led iøvrig den ogsaa selv under en let forstaaelig Uro.
Endelig var Dagen kommen.
Silfax havde ikke givet nogetsomhelst Livstegn fra sig.
Fra den tidlige Morgen var hele Coal-City paa Benene.
