200
delsen havde anset dem, og da jeg første Gang saa hele Ny-Aberfoyle's Befolkning strømme sammen til Kapellet og knæle ned for at bede til Gud og takke ham for hans store Naade, da sagde jeg til mig selv: »Bedste- har bedraget mig!« Men nu, da jeg har lært og hørt saa meget af eder, nu tror jeg, at han snarere har bedraget sig selv, den Stakkel. — Lad mig derfor atter opsøge ham paa hans skjulte, mørke Veje; maaske vil han høre mig, naar jeg taler til ham. Hvem véd, om jeg ikke vil kunne bringe ham til Fornuft igen?«
De havde alle ladet den unge Pige tale ud. De følte, at det maatte gøre hende godt at aabne sit Hjerte helt og holdent for sine Venner i det Øjeblik, da hun i sin Ædelmodighed troede, at hun stod i Begreb med at forlade dem for bestandig.
Men da hun nu tav, og hendes Øjne stod fulde af Taarer, sagde Harry, idet han vendte sig om til Mary:
»Moder, hvad vilde du tænke om den Mand, der forlod en saa ædelttænkende Kvinde som hende?«
»En saadan Mand,« sagde Mary, »vilde jeg anse for en Skurk, og hvis det var min Søn, vilde jeg fornægte og forbande ham!«
»Nelly, der hører du, hvad Moder siger,« sagde Harry. »Hvor du end gaar hen, saa følger jeg dig. Dersom du fremdeles er bestemt paa at gaa herfra, vil vi gaa sammen…«
»Harry, Harry!« hulkede den unge Pige.
Men Bevægelsen overvældede hende. Hendes Læber bleve hvide, hun sank om i Marys Arme, og paa den gode Kones Bøn lod Ingeniøren, Simon og Harry dem være alene.
