192
»Jo, Sagen er,« svarede Simon, »at Silfax, hvis Hjerne, som jeg sagde, efterhaanden var bleven noget forstyrret, allerede længe havde levet i den Tro, at han ejede det gamle Aberfoyle. Hans Sindsstemning blev ogsaa mørkere og mørkere, efterhaanden som Dochart-Gruben — »hans Grube,« som han kaldte den! — udtømtes. Det var, som om Lyden af Hakkernes Slag skar ham i Hjertet. — Du erindrer det vel, Mary?«
»Ja, Simon,« svarede den gamle Skotlænderinde.
»Nu staar alt klart for mig,« sagde John Starr. »Et Tilfælde har røbet Silfax det nye Kullejes Tilstedeværelse. I sin vanvittige Forblindelse har han anset sig forpligtet til et optræde som Beskytter af den. Da han Dag og Nat gennemstrejfede Gruben, maa han ogsaa have opsnappet eders Hemmelighed og faaet nys om, at I vilde hente mig her ned i Gruben. Det forklarer Afsendelsen af hint andet Brev, Attentatet med Stenen paa Harry og mig, Opbrændingen af Stigerne i Yarrow-Skakten, Tilstopningen af Spalterne i Væggen mellem gamle og ny Aberfoyle, vor Indesluttelse og Frelse, — hvilken sidste vi, sikkert mod Silfax's Vidende og Vilje, maa tilskrive den gode Nelly.«
»Deres Forklaring af, hvad der er sket, er sikkert den eneste rigtige, Hr. Starr,« bemærkede Simon Ford; »den gamle Pønitent er nu uden Tvivl fuldstændig gal!«
»Det er en sand Lykke, at han er det,« sagde Mary.
»Ja det véd jeg dog ikke,« svarede John Starr og rystede paa Hovedet, »thi det maa være en frygtelig Galskab! Jeg kan nu forstaa, at Nelly ikke kan tænke paa ham uden Rædsel, men jeg forstaar ligeledes, at hun
