191
hendes Bedstefader. Dette Barn var efter al Sandsynlighed Nelly.
I femten Aar havde de to nu levet sammen i en eller anden hemmelig Hule indtil den Dag, da Harry frelste Nelly.
Den gamle Formand, der vaklede mellem Medlidenhed og Vrede, fortalte Ingeniøren og sin Søn, hvilke Tanker og Minder Synet af Navnet Silfax havde vakt hos ham.
Dette skaffede endelig Klarhed i Sagen: Silfax var det hemmelighedsfulde Væsen, der uhindret drev sit Spil i Ny-Aberfoyle!
»I har altsaa kendt ham, Simon?« spurgte Ingeniøren.
»Ja,« svarede Formanden. »Manden med Harfangen! Allerede dengang var han ikke længere ung. Han var vel femten eller tyve Aar ældre end jeg. En vild, menneskesky Karakter, der hverken frygtede Ild eller Vand! Det var af blot og bar Lyst, at han havde valgt dette Pønitent-Haandværk, som kun meget faa vilde paatage sig. Den daglige Livsfare, han levede i, syntes at have forvirret hans Tænkeevne. Man sagde, at han var ond, men i Virkeligheden var han maaske snarere sindsforvirret. Hans Legemskræfter vare ganske usædvanlige. Han kendte Kullejet som ingen anden, — mindst lige saa godt som jeg. Man tilstod ham stadig en vis Frihed. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg troede ham død allerede for mange Aar siden.«
»Men,« sagde John Starr, »hvad mener han med disse Ord: »Du har røvet den sidste Aare af vort gamle Kulværk fra mig?«
