181
svarede Simon Ford; »men jeg anser det for det klogeste, at vi foreløbig holder vore Formodninger hos os selv og blot søger at overbevise os om, at de er sande.«
»Aa,« sagde Ingeniøren, »jeg kender saamænd Resultatet paa Forhaand!«
»Hvad mener De da, det vil blive?«
»Vi vil finde Beviserne paa Ondskabsfuldhed, men ikke Ugerningsmanden selv!«
»Og dog eksisterer han,« svarede Simon Ford. »Hvor i Alverden holder han sig dog skjult? Kan noget levende Væsen, han være saa ryggesløs og forhærdet, som han vil, virkelig falde paa en saa djævelsk Idé som den at sprænge en Søs Leje? Sandt at sige tror jeg ikke, det varer længe, inden jeg ender med at have samme Mening som Jack Ryan, at der her maa være en eller anden Grubeaand paa Spil, som lader os undgælde, fordi vi er trængt ind paa hans Enemærker!«
Det forstaar sig af sig selv, at Nelly saa meget som muligt blev holdt uden for disse Raadslagninger.
Hun understøttede iøvrig ogsaa selv dette Ønske om, at hun intet maatte ane.
Hendes hele Væsen røbede eller tydede i det mindste paa, at hun delte sine Plejeforældres Mistanke. Paa hendes bekymrede Ansigt kunde man læse, at der foregik tunge Kampe i hendes Sjæl.
Hvorledes Sagen nu end kunde forholde sig, blev man enig om, at John Starr, Simon og Harry Ford skulde begive sig hen til den meget omtalte Revne, der var opstaaet i Søens Bund, og søge at komme til et Resultat angaaende den ubekendte Aarsag til Hændelsen. De omtalte ikke deres Forehavende til nogen. Enhver, der ikke var i
