14
John Starr stod i Ly under Kommandobroen og gjorde sig aabenbart ikke den Ulejlighed at betragte Omgivelserne, som desuden ogsaa vare halvt tilhyllede af Regnen. Han gjorde sig meget mere Umage for ikke at tiltrække sig nogen af de andre Passagerers Opmærksomhed. Maaske var den ukendte Ophavsmand til det andet Brev her om Bord, skønt Ingeniøren ganske vist ikke havde bemærket noget, der kunde bestyrke denne Antagelse.
Vejret var meget slet, Regnen piskede stadig ned. John Starr begyndte at blive urolig: vilde nu Simon Fords Søn give Møde efter Aftalen. Han vidste, at Bjergmændene, der ere vante til de dybe Kulgrubers ensformige Ro, kun meget nødig udsætte sig for raat Vejr. Fra Callander til Dochart-Gruben var der en god Mil. Muligvis havde den gamle Formands Søn ladet sig afholde eller forsinke af det daarlige Vejr. Desuden var Indbydelsen til Mødet jo egentlig bleven tilbagekaldt ved det andet Brev, hvilket forøgede hans Uro.
Han var fast bestemt paa, at han, selv om Harry Ford ikke skulde være til Stede paa Callander Banegaard, saa dog vilde begive sig alene til Dochart-Gruben og, hvis det gjordes nødvendigt, endog til Aberfoyle. Der vilde han uden Tvivl sagtens kunne faa Oplysninger om Simon Ford og dennes nuværende Bopæl.
»Prince de Galles« anløb Havnedæmningen ved Alloa for at sætte nogle rejsende af. John Starr blev helt bevæget ved nu efter ti Aars Forløb atter at se den lille By, der som Midtpunkt for en uhyre Kulværksdrift endnu den Dag i Dag ernærer en talrig Arbejderbefolkning, og hvis Miner Stadig ere en rig Indtægtskilde for Landet.
