171
kunne føle denne Lighed; thi det er jo kun ganske kort Tid siden, at jeg sammen med dig læste Coopers Roman«.
»Ja, du har Ret, Harry,«. svarede den unge Pige, »dette her er ganske det samme Billede!«
»Ja,« sagde Ingeniøren, »jeg kender ikke Ontariesøens tusinde Øer, Harry, men jeg betvivler, at de yder et saa yndigt og afvekslende Syn som dette Lomonds Øhav, vi her har for Øje. Betragt blot dette Landskab! Der ligger Øen Murray med sit ældgamle Slot, her har vi Øerne Clar, Cro, Torr og hvad de hedder alle sammen; nogle er klipperige og vilde og har ikke Spor af Plantevækst, andre er prydede med det frodigste grønt. Her møder Øjet mørke Lærketræer og hvidstammede Birke, der guldagtigt, halvhentørret Lyng. Dér begynder vore ægte skotske Bjergegne. De Ruiner, som du ser der, hører til et tidligere Nonnekloster, og hine spredte Grave dækker over Levningerne af lige saa mange Medlemmer af Familien Mac Gregor, hvis Navn endnu ofte nævnes i hele Omegnen.«
»Ja, paa Grund af det meget Blod, som denne Familie udgød,« bemærkede Harry.
»Du har Ret,« svarede John Starr; »desværre maa man indrømme, at den Navnkundighed, som vindes paa Valpladsen, stedse er den, der holder sig længst. Saadanne Fortællinger om Kampe forplanter sig gennem mange Menneskealdre…«
»Og bliver endog forevigede i Folkesangene,« føjede Jack til.
Til Bekræftelse af sine Ord istemte han øjeblikkelig første Vers af en gammel Krigssang, som forherligede de Heltebedrifter, Alexander Mac Gregor havde udført.
