165
lige Straale, som, naar Horisonten er ren, Morgen og Aften forlader Havet først og sidst.
Et Øjeblik efter vendte Nelly sig om og pegede med Haanden paa et Sted, som laa højere end Byens øvrige Kvarterer:
»Der brænder det!« raabte hun forskrækket.
»Nej, nej, Nelly,« beroligede Harry hende, »det er ingen Ildebrand. Det er kun en flygtig Forgyldning, hvormed Morgensolen pryder Toppen af Walter Scotts Mindesmærke.«
Den øverste Spids af det henved to hundrede Fod høje Taarn over den berømte Skottes Mindesmærke stod virkelig i dette Øjeblik som i Glød.
Nu blev det højlys Dag. Solen steg højere og højere paa Himlen. Dens Glans blev snart aldeles uudholdelig, og den lignede Mundingen af en stor Smelteovn, der aabnede sig paa Himmelhvælvingen.
Nelly maatte ikke alene straks lukke Øjnene, men ogsaa lægge Fingrene tætsluttede paa de fine, næsten gennemsigtige Øjelaag.
Harry raadede hende til at vende sig bort derfra.
»Nej, Harry,« svarede hun, »mine Øjne maa lære at se det samme som dine«.
Endog gennem Haanden mærkede hun en rødlig Glans. Lidt efter lidt vænnede hendes Øjne sig dog til dette Skær. Da aabnede hun endelig Øjnene og saa' ud i Dagslyset.
»O Gud!« udbrød hun, »hvor Verden dog er skøn!« Nu betragtede hun med stum Forundring alle Omgivelserne. Dybt dernede oprullede Edinburg sit store Panorama for hendes Blik! de moderne, snorlige Kvarterer i den nye
