163
»Du vil snart føle dig mere hjemme her, Nelly,« sagde Harry. »Du vil vænne dig til denne Verdens Ubegrænsethed og maaske derved helt og holdent glemme vore mørke Kulgruber«.
»Nej aldrig, Harry!« forsikrede Nelly. De gik nu videre.
Byen laa endnu i den dybeste Hvile. Paa Canongate-Kirkens Taarnuhr slog Klokken to.
Pludselig standsede Nelly.
»Hvad er det for en mørk Masse!« spurgte hun og pegede paa en stor Bygning, der laa noget for sig selv. »Det er Holyrood,« svarede John Starr, »det Palads, hvor Skotlands fordums Herskere boede, og i hvilket der har tildraget sig saa mange sørgelige Begivenheder. Men lad os fortsætte vor Vandring. Der, i det ældgamle Abbedi Holyroods Omgivelser, taarner de prægtige Salisbury-Klipper sig op, som oppe paa Toppen bærer Arthur-Seat (Arthur-Stolen). Det er det Punkt, Nelly, fra hvilket dine Øjne skal se Solen dukke op af Havet.«
Arthur-Seat er i Grunden kun en Høj paa 750 Fod, men den rager op over alle de omliggende Højder. Ad en meget bugtet Vej naaede John Starr og hans Ledsagere efter en halv Times Forløb Hovedet af den Løve, som Arthur-Seat, set fra Vest, i en saa paafaldende Grad ligner.
Der lejrede de sig i Græsset, og John Starr, der stadig citerede sin Yndlingsforfatter, den store, skotske Romandigter, begyndte straks:
»Walter Scott siger om Arthur-Seat: »Skulde jeg nævne det Sted, fra hvilket man herligst kunde se Solen staa op og gaa ned, saa maatte det være dette!« —
