162
tryk paa hende, som Oceanet frembringer paa Beskueren første Gang, naar han ser Dagens Lys spejle sig i de uoverskuelige Vande.
Harry greb Nellys Haand. De fulgte begge John Starr og Jack Ryan gennem de endnu mennesketomme Gader. Denne Forstad til Skotlands Hovedstad forekom for Øjeblikket Nelly som en umaadelig Samling af de samme mørke Huse, hun kendte fra Coal-City, kun med den Forskel, at Hvælvingen over det hele her var højere og fuld af blinkende Punkter, som smilede venligt til hende. Hun ilede af Sted med saa lette Fjed, at Harry ikke behøvede at sagtne sine Skridt, som han ellers plejede, for at hun ikke skulde blive træt.
»Du føler dig vel ikke træt?« spurgte han hende, efter at de havde gaaet omtrent en halv Time.
»Nej, slet ikke,« svarede hun. Det er, som om mine Fødder knap rører ved Jorden. Himlen over os er saa høj, at jeg blot vilde ønske, jeg havde Vinger, for at jeg kunde svinge mig op imod den.«
»Hold paa hende!« raabte Jack. »Vi maa skam passe paa vores kære Nelly. Jeg har for Resten altid den samme Fornemmelse, naar jeg i lang Tid ikke har været uden for Kulværket.«
»Det kommer af,« mente John Starr, »at vi her ikke føler os trykkede af de mægtige Klippemasser, der ruger over Coal-City. Her forekommer Himmelhvælvingen en som et mægtigt Rum, i hvilket man føler sig fristet til at styrte sig ud. — Er det ikke en lignende Fornemmelse, du har, Nelly?«
»Jo, — det er, ligesom jeg hvert Øjeblik blev svimmel.«
