161
virkelig at glide hen over en med Millioner af hvide Gnister funklende Sølvflade. Langs med Strandbredden hørte man Bølgerne nynne deres ensformige Sang. Det var i Sandhed et fortryllende Skuespil.
Nelly lukkede uvilkaarlig Øjnene. De mangeartede Indtryk havde overvældet hende. Hun lod sit Hoved synke ned paa Harrys Bryst og faldt i en blid Slummer.
Harry vilde vække hende, for at hun ikke skulde gaa glip af nogen af alle denne Nats Herligheder. Men Ingeniøren holdt ham tilbage og sagde:
»Lad hende sove, min Ven, hun kan have godt af det. To Timers Ro vil gøre hende bedre skikket til at bære den kommende Dags stærke Indtryk.«
Klokken to om Morgenen naaede Baaden Granton-pier, hvor den lagde til. Nelly vaagnede, da Kølen stødte mod Land.
»Har jeg sovet?« spurgte hun.
»Nej, mit Barn,« svarede John Starr venlig, »du har kun drømt, at du sov.«
Natten var nu meget lys. Maanen stod højt paa Himlen og spredte sine klare Straaler til alle Sider.
Grantons lille Havn rummede kun nogle faa Fiskerbaade, som vuggede sig roligt og blødt paa Bugtens langstrakte, sagte rullende Bølger. Henad Morgenstunden lagde Vinden sig. Den klare, taagefri Luft gav Løfte om en af de herlige Augustdage, som Havets Nærhed kun yderligere forskønner. Den unge Pige saa' altsaa her for første Gang i sit Liv Havet, hvis yderste Grænse smeltede sammen med den blaa Himmelhvælving. Hun følte, at hendes snævre Synskreds udvidedes; og dog gjorde det, hun saa', endnu ikke det ubeskrivelige Ind-
