159
Nelly i Begyndelsen ivrig var kommet med det ene Spørgsmaal efter det andet, tav hun nu stille, og, som efter fælles Aftale, brød hendes Ledsagere ikke denne hendes Tavshed. De vilde ikke ved deres Ord indvirke forstyrrende paa den unge Piges Indbildningskraft, men derimod lade hendes Tanker om alt, hvad hun saa', udvikle sig ganske af sig selv. Omtrent Klokken halv tolv naaede de den nordlige Bred af Forth-Bugten.
Der laa en Baad, som i Forvejen var lejet af John Starr; den skulde i Løbet af nogle faa Timer føre det lille Selskab over til Edinburghs Havn.
Nelly saa' paa det spillende Vand, som skummede let inde ved Bredden og syntes ligesom oversaaet med blinkende Stjerner.
»Er det en Sø?« spurgte hun.
»Nej,« svarede Harry, »det er en Bugt med strømmende Vand, Mundingen af en Flod. Tag en Smule af dette Vand op i din hule Haand: det smager ganske anderledes end Malcolmsøens Vand.«
Nelly bukkede sig ned, dyppede Haanden i Vandet og førte det til sine Læber.
»Det smager salt«, sagde hun.
»Ja,« svarede Harry, »det er nu den Tid, da Havet er ved at stige, saa føres det salte Vand herind. Næsten tre Fjerdedele af hele Jordens Overflade er bedækket med saadant Saltvand som det, du nu drak et Par Draaber af.«
»Men naar Flodernes Vand er det samme som Havets, og de jo faar deres Vand fra Skyerne, hvorledes gaar det da til, at Regnvandet er ferskt?« spurgte Nelly.
»Fordi Vandet ved Fordampningen mister sin Salt-
