157
»Nelly,« faldt John Starr nu ind, »jeg kan nok forstaa din Tøven, men det er dog rigtigst og bedst, at du gaar med os. De Mennesker, som du holder saa meget af, ville jo ledsage dig derop og føre dig sikkert tilbage igen. Hvis du saa bagefter ønsker at tilbringe Resten af dit Liv i Kulværket, ligesom den gamle Simon, Mary og Harry, saa staar det dig jo frit for! Jeg tvivler ikke om, at delte er dit Ønske, ja, jeg vilde endogsaa gerne have, at du bestemte dig dertil. Men du vil nu i det mindste kunne dømme om, hvad du foretrækker, og saa kan du jo handle ganske efter din fri Vilje. Kom derfor med!«
»Kom, kære Nelly,« bad Harry nu ogsaa.
»Jeg er beredt til at følge dig«, svarede den unge Pige.
Klokken ni førte det sidste Tog, der passerede gennem Tunnelen, Nelly og hendes Ledsagere op til Grevskabet ovenover. Tyve Minutter senere steg de ud paa den Banegaard, hvor Ny-Aberfoylebanen munder ud.
Det var allerede mørkt. Endnu saa man dog lette Taager drive at Sted for en kølig, forfriskende Brise.
Nelly og hendes Ledsagere begav sig straks paa Vej.
Foran dem strakte sig en lang Allé, som førte til Bredden af Forth.
Det første Indtryk, som den unge Pige følte, var det uvante Pust af den friske Luft.
»Træk Vejret rigtig dybt, Nelly,« sagde John Starr, »at du ret kan nyde denne prægtige Luft!«
»Hvad er det for en Røg, der trækker af Sted dér over Hovedet paa os?« spurgte Nelly.
