10
Skulde det være muligt, at den gamle Formand dog kunde have opdaget en ny Kulaare? Nej, vist ikke!
John Starr genkaldte i sin Erindring, med hvilken omhyggelig Nøjagtighed alle Aberfoyles Gruber vare blevne undersøgte, før man endelig standsede Driften. Han havde selv ledet talrige Boringsforsøg uden at støde paa noget nyt Kulleje. Man havde endog boret igennem de Jordlag, som plejer at findes under Stenkullene, navnlig den røde Sandsten — men stadig uden Resultat. Han havde som Følge deraf forladt Bjergværket med den faste Overbevisning, at det ikke mere indeholdt den mindste Smule Brændselsstof.
»Nej!« gentog han flere Gange for sig selv, »det vilde jo være aldeles urimeligt at antage, at Simon Ford skulde have opdaget, hvad mine omhyggelige Undersøgelser ikke har formaaet at bringe for Dagens Lys.
Og dog maa den gamle Formand jo vide, at kun denne ene Ting kunde have Interesse for mig. Og saa skal jeg holde denne Indbydelse hemmelig!!«
»Ja, jeg vil tage af Sted!« sagde John Starr, der blev mere og mere spændt paa, hvad det kunde være. Den flinke Ingeniør hørte til den Slags Mennesker, hvis Hjerne er i en uafbrudt Virksomhed, og hvis Idéer altid ere ligesom paa Kogepunktet.
Da indtraf der pludselig noget ganske uventet, der virkede som koldt Vand paa de boblende Dampe i hans Hjerne.
Henimod Aften bragte Tjeneren ham et nyt Brev.
