9
rede Ingeniøren med en Stemme, der skælvede af Bevægelse.
»Nej, jeg siger endnu en Gang: ikke far vel, men: paa Gensyn, Hr. Starr! Ved mit, ved Simon Fords Ord, vi skal mødes igen her i Aberfoyle!«
Ingeniøren vilde ikke berøve den skikkelige Formand dette hans sidste Haab. Han klappede den unge Harry, som saa' paa ham med store, taarefyldte Øjne, trykkede endnu en Gang Simon Fords Haand og forlod saa Kulværket. — — —
De her fortalte Begivenheder vare foregaaede for ti Aar siden. Men til Trods for Formandens saa bestemt udtalte Ønske om, at de engang skulde ses igen, havde John Starr aldrig siden hverken hørt eller set noget til ham.
Nu efter ti Aars Adskillelse, modtog han det omtalte Brev fra Simon Ford, som opfordrede ham til ufortøvet at begive sig paa den velkendte Vej til hans gamle Kulværk i Aberfoyle.
»… en Meddelelse, der sikkert vil interessere Dem«, stod der. Hvad kunde det dog være? Dochart-Gruben! Yarow-Skakten! hvilke Minder kaldte disse Navne ikke frem i hans Sjæl! Ja, det havde været en herlig Tid, en Arbejdets og Kampens Tid — den bedste Tid af hans Liv som Ingeniør!
John Starr læste Brevet atter og atter og fortolkede det paa alle Maader. Han var lidt ærgerlig over, at Simon Ford ikke havde tilføjet endnu et Par Ord, blot givet ham et lille Vink om, hvad det egentlig drejede sig om. Han blev næsten vred paa ham for denne Kortfattethed.
