116
dette udviklede der sig naturligvis mange behagelige Adspredelser og Sammenkomster.
Hyppigt kunde man ogsaa høre Sækkepibens Toner paa Malcolmsøens Bredder. Da ilede Skotterne til, uimodstaaeligt dragne af dette deres nationale Instrument. Det varede ikke længe, saa begyndte man at danse, og paa saadanne Festdage var Jack, i Højskotternes klædelige Dragt, uomtvistelig Festens Konge.
Alt dette beviste, som Simon Ford plejede at paastaa, at Coal-City allerede kunde kappes med Skotlands Hovedstad, denne utaalelige By, som var givet til Pris for Sommerens Hede og Vinterens Kulde og et afskyeligt Klimas Vilkaarligheder, og som ved sin Luft, der forpestedes af Røgen fra de talløse, sorte Skorstene, ikke med Urette bar sit Øgenavn »Den gamle Skorsten«.
Fjortende Kapitel.
Harry's Liv hænger i en Traad.
Nu havde Simon Ford og hans Familie set deres kæreste Ønske gaa i Opfyldelse, intet Under derfor, at de nu følte sig virkelig lykkelige. Kun med Hensyn til Harry, der allerede af Naturen var en noget indesluttet Karakter, havde man kunnet gøre den Iagttagelse, at han, som gamle Mary plejede at sige, »blev mere og mere indadvendt«. Selv Jack Ryan med sit smit-
