8
bedrøvede, den store Plads, — det maatte jo saa være. Der blev tomt omkring John Starr. Den sorte Vej til Dochart-Gruben gav endnu en sidste Gang Genlyd under Bjergmændenes Skridt, og derpaa indtraadte der en dyb Stilhed oven paa den travle Larm, som hidindtil havde hersket i Aberfoyles Miner.
Kun en eneste Mand blev endnu tilbage hos John Starr. Det var Formanden Simon Ford. Ved Siden af ham stod en ung Knøs paa 15 Aar, hans Søn Harry, som allerede i flere Aar havde haft Arbejde i Skakten.
John Starr og Simon Ford havde lært hinanden at kende og at føle Agtelse for hinanden.
»Farvel, Simon,« sagde Ingeniøren.
»Farvel, Hr. Starr,« svarede Formanden, »eller lad mig hellere sige: »Paa Gensyn!«
»Ja, Simon, paa Gensyn! De véd, at jeg altid vi være glad ved at træffe Dem igen og faa en Passiar med dem om de gode gamle Tider i vort kære Aberfoyle.«
»Tak, Hr. Starr, det véd jeg!«
»I mit Hjem i Edinburgh vil De altid være velkommen.«
»Edinburgh! det er saa langt borte,« svarede Formanden og rystede paa Hovedet, »meget langt fra Dochart-Gruben!«
»Har De da tænkt paa at blive boende her, Simon?«
»Ja. Vi vil ikke forlade vor gamle Moder, fordi hun er bleven fattig. Min Kone, min Søn og jeg, vi skal nok indrette os saadan, at vi kan blive vor Grube tro.«
»Ja, ja da — saa far vel, Simon, og lev vel!« sva-
