109
Transportvogne, der dreves frem paa Skinnerne ved Vandkraft, benyttedes kun til Befordring af Coal-City's Beboere og de besøgende.
Læseren erindrer vel, hvor mærkelig en Form hin uhyre Hule havde, til hvilken Simon Ford og hans Ledsagere trængte frem allerede ved deres første Besøg. Over deres Hoveder hvælvede sig en Slags Kuppel med skarpe Buer. De Piller, som støttede den, tabte sig i en Højde af tre Hundrede Fod i skiferholdige Klippemasser.
Øjet fængsledes af de rige Kulaarer, som syntes at vælte frem under de derpaa hvilende Stenkulsmassers uhyre Tryk, medens de uregelmæssigt sammensatte Stenkulsflader spillede i Glansen fra de elektriske Straaler.
Under denne vældige Kuppel strakte sig en dyb Sø, hvis klare Vand vrimlede af Fisk, og som Ingeniøren havde givet Navnet Malcolmsøen.
Her i denne uhyre, naturlige Hvælving havde Simon Ford opført sin nye Hytte, som han ikke for nogen Pris vilde have ombyttet med det prægtigste Pallads i Edinburgh. Det lille Hus laa ved Søens Bred, og fra dets fem Vinduer havde man Udsigt over det mørke Vand der strakte sig langt uden for Synskredsen.
To Maaneder senere stod der en anden Bolig i Nærheden af Simon Ford's; det var John Starr's. Ingeniøren tilhørte med Liv og Sjæl Ny-Aberfoyle. Ogsaa han vilde selv bo der, og det maatte være Forretninger af meget vigtig Natur, der skulde faa ham til engang imellem at gæste Oververdenen. Her levede han midt i sin egen Verden, omgiven af sine trofaste Bjærgfolk.
Saasnart det nye Kulleje var fundet, ilede alle de
