7
der er forløbet imellem disse to Kulstykkers Fremkomst, har mange Slægtled af Arbejdere afløst hinanden.
Nu er det hele forbi. De Ord, som jeres Ingeniør nu retter til jer, er Afskedens Ord. I have hentet jeres Livsophold af denne Grube, som er bleven tom under jeres Hænder. Arbejdet var haardt, men I havde dog jeres gode Udkomme derved. Vi har været som een stor Familie. Denne staar nu i Begreb med at opløse sig, og det er næppe sandsynligt, at dens Medlemmer, som nu spredes til alle Verdens Hjørner, nogensinde atter vil samles paa eet Sted saaledes som i Dag.
Men glem dog aldrig, at vi har levet saa mange Aar med hverandre, og at det altid har været en Ærespligt for Aberfoyles Arbejdere at yde hverandre Hjælp og Støtte. Jeres gamle Foresatte ville heller aldrig glemme denne Pligt. Naar man har arbejdet sammen, bør man aldrig kunne blive fremmede for hinanden. Vi skal altid bevare vor Velvilje mod jer, og overalt, hvor I færdes som hæderlige Folk, kan I gøre Regning paa vor bedste Anbefaling. Saa farvel da, kære Venner! Tak for jert dygtige, ærlige Arbejde, og Gud være med eder alle.«
Derpaa omfavnede John Starr de ældste af Arbejderne, som alle vare dybt bevægede og havde Taarer i Øjnene.
Førerne fra de forskellige Gruber traadte frem og trykkede Ingeniørens Haand, medens alle Bjergfolkene svingede med Huerne og raabte: »Farvel, John Starr, vor Chef og vor Ven!«
Denne gribende Afsked prentede sig dybt i disse brave Folks Hjerter. Lidt efter lidt forlod de, stille og
