96
»De er ikke kommen tilbage!« sagde han til sig selv. »Hvorfor? Er det et vigtigt Arbejde, der saa længe holder dem tilbage i Gruben? — Det maa jeg for enhver Pris have Vished om.«
Inden en Times Forløb var Jack Ryan ved Skakten. Udefra set frembød den ikke den mindste Forandring, den samme dybe Stilhed hvilede over den mørke Afgrund, ikke et eneste levende Væsen fandtes i det sørgelige Øde.
Jack Ryan traadte ind i det halvt forfaldne Skur, som dækkede over Skaktaabningen. Han saa' ned i Dybet, men øjnede intet, han lyttede spændt, men hørte heller intet.
»Mon min Lampe skulde staa paa sin gamle Plads?« tænkte han.
Denne Lampe, som Jack plejede at benytte ved sine Besøg i Gruben, stod i Regelen i et Hjørne nær ved den første Stiges Afsats.
Lampen var der ikke.
»Der har vi altsaa den første paafaldende Omstændighed«, tænkte Jack, som begyndte at blive noget urolig. »Men ned i Gruben maa og vil jeg, om der saa var mørkere dernede end i Underverdenens dybeste Huler!«
Han gav sig ufortøvet til at klatre ned ad den lange Række Stiger, der mundede ud i Skaktens Dyb. Dette Vovestykke kunde Jack Ryan foretage sig, fordi han endnu fra tidligere Tid kendte Dochart-Gruben ud og ind. Han steg ned med den allerstørste Forsigtighed og prøvede først med Foden ethvert Trin, om det var stærkt nok til at bære ham: et eneste Fejltrin kunde bringe ham Døden. Han talte ogsaa Stigerne, efterhaanden som
