454
Israel, der levede spredt iblandt Hedningerne. Af 1 Ped. 5, 12 fremgaar, at disse Menigheder ikke vare stiftede af Peder selv, skjønt hele Brevet viser, at han var personlig kjendt med dem, og i 2 Ped. 3, 15 udtaler han, at de havde hørt til Pavlus's Virkekreds. Denne havde paa sin 2den Rejse grundet de galatiske og paa den 3dje de asiatiske Menigheder (se Indl. til Gal. og Efes. Br.). Derimod havde Pavlus sikkerlig ikke selv været i Pontos, Kappadokien og Bitynien; men det er troligt, at Evangeliet er bragt dertil af hans Ledsagere, maaske af Silvanus (Silas), som tilforn med Pavlus havde prædiket i Nabolandet Galatien, og som nu overbragte Peders Brev til Menighederne (5, 12).
Disse Menigheder vare underkastede allehaande Trængsler fra deres hedenske Landsmænd, som ikke alene "bespottede" Kristendommen (4, 4), men ogsaa "bagtalte de Kristne som Misdædere" og plagede dem for deres Tros Skyld (se 2, 12; 3, 16; 4, 16). De ansaa og behandlede dem som Folk, der vilde kuldkaste Samfundets Orden og Skikke (smlg. Ap. Gj. 16, 21; 17, 7). Under disse Omstændigheder skriver saa Peder sit Brev til dem, "for at formane dem og bevidne, at den Guds Naade, de stode i, var sand" (5, 12). At Gud lod dem stedes i saadanne Trængsler, kunde nemlig vel vække Tvivl hos dem, om han virkelig kjendte dem for sine Børn, og dermed tillige om det Evangelium, Pavlus og hans Ledsagere havde bragt dem, var det sande; der var jo saa mange Jødekristne, som havde angrebet det. Derfor vil nu Peder stadfæste for sine Læsere, at det er det sande Evangelium, de have modtaget (se 1, 12. 25; 2, 9. 25; jfr. 2 Ped. 3, 2), og dernæst vil han "formane" dem til at holde ud, navnlig ved at minde dem om det herlige Haab, som de i Kristus have faaet, og som skal opfyldes ved hans Gjenkomst (se 1, 3. 13; 4, 13; 5, 4 o. a.), og om den Lidelse, hvorigjennem han indgik til sin Herlighed og gjenløste dem (2, 21 ff.; 3, 18 ff.). Han begynder med at prise Gud for det levende Haab, som han har gjenfødt os til, og som skal bære Læserne oppe under deres Trængsler (Kap. 1, 1-12). Og dernæst formaner han dem til i dette Haab at leve, som det sømmer sig Guds Børn (Kap. 1, 13—2, 10); til som fremmede og Udlændinge i Verden at føre et saadant Levned blandt deres hedenske Landsmænd, at disse ikke kunne faa nogen Aarsag
