Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/322

Denne side er blevet korrekturlæst

312

Pavlus's første Brev til Tessalonikerne, 5. Kap.

Dag kommer ret saaledes som en Tyv om Natten[1]. Naar de sige: Fred og ingen Fare! da kommer Undergang pludselig over dem[2], ligesom Veerne over den frugtsommelige Kvinde, og de skulle ingenlunde undfly. Men I, Brødre, ere ikke i Mørke, saa at Dagen skulde overraske eder som en Tyv[3]; thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn; vi tilhøre ikke Natten, ej heller Mørket. Saa lader os da ikke sove som de andre, men være aarvaagne og ædru[4]. Thi de som sove, sove om Natten, og de som beruse sig, ere drukne om Natten[5]; men da vi høre Dagen til, saa lader os være ædru, iførte Troens og Kjærlighedens Brynje og Frelses-Haabet som Hjælm[6]. Thi Gud har ikke bestemt os til Vrede, men til at vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, enten vi vaage eller vi sove, skulle leve sammen med ham[7]. Derfor formaner hverandre og opbygger den ene den anden, som I jo ogsaa gjøre det.


  1. Jfr. Mt. 24, 43; 2 Ped. 3, 10; Aab. 3, 3. Dette Billede betegner ikke alene, at Dagen er uventet, men ogsaa, at den vil fratage dem, der ikke vaage, hvad de eje.
  2. Smlg. Mt. 24, 37-51.
  3. I ere ikke i Mørke, fordi I ere "friede ud af Mørkets Magt" (Kol. 1, 13; jfr. Ef. 5, 8), og den, der ikke er i Mørke, overraskes ikke af Tyven (smlg. Lk. 21, 34). — Dagen, se 1 Kor. 3, 13.
  4. V. 6-8 formaner til at bruge og i vort Levned gjennemføre det, som Gud har givet os og gjort os til, V. 4. 5 (smlg. Ef. 4, 122 Anm). Ap. minder dermed Tess. om, at det ikke var dem nok, at de udvortes oplevede Herrens Dag; det gjaldt om, at de vare indvortes skikkede til at modtage ham og "dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset", Kol. 1, 12. — At soveøø = nedsynke i Verdslighed, saa man derover glemmer "Lyset", i hvilket Gud har sat os til at leve. Det modsatte er at være aarvaagen og ædru (ikke beruse sig i Verdens Ting); jfr. Mt. 24, 42. 49; 25, 13; 1 Kor. 15, 34; 1 Ped. 5, 8. — De andre, se 4, 13.
  5. d. e. Søvn og Beruselse hører Natten og Mørket til.
  6. Den der er vaagen, plejer ogsaa at være paaklædt; men vor Klædning skal være en Rustning, thi vort Liv er en stadig Strid. Og vor Rustning er Troen og Kjærligheden, der fastholder Troens Ord og Guds Kjærlighed, som gives os deri, og Haabet, som ejer den forventede Frelse, fordi (V. 9) Gud har bestemt os til Frelse ved at gjøre Jesus Kristus til vor Herre. — Smlg. Ef. 6, 12-17; Rom. 13, 12 f.
  7. Enten vi vaage eller sove, maa vist forstaas om den naturlige